SANDFLUGTEN I VENDSYSSEL

Omkring 1500-tallets begyndelse begyndte en ødelæggende sandflugt at tage  overhånd, og beretninger fra Kristian den 2.s tid fortæller om ødelagte marker og gårde, der måtte forlades.

Således beretter præsten i Ingstrup, Jørgen Jensen, i 1571, at det meste af Kettrup sogn er ”fordærvet ”af sand, samme år melder præsten i Tversted” at sand haffeur meste part lagt  jorden øde ved Tversted Degneboel”. I præsteindberetningen fra 1690 fortælles om sandflugt ved Rugbjerg, Maarup, Jelstrup, Lyngby, Hune, Raabjerg, Ingstrup, Horne og mange andre steder i Vendsyssel.

Nu er sandflugt ikke et lokalt vendsysselsk problem Den er kendt flere steder i landet, især ved kystegnene og i særdeleshed ved vestkysten, hvor havet ved sin nedbrydning frigør enorme mængder sand, som senere aflejres og ved vindens hjælp samles i klitter, den velkendte bræmme.

LANGS JYLLANDS VESTKYST                                                                                                              

Først op 1800 – tallet lykkedes det at dæmpe sandflugten, men da var også mange af landets landsbyer og gårde begravet i sand.
Nogen samlet opgørelse af sandets ødelæggelser lader sig ikke gøre, dertil er oplysningerne for spredte og tilfældige.

ÅRSAGER  TIL  SANDFLUGTEN

Meget tyder på, at grunden til den pludselige sandflugt i middelalderen, som især ramte landsdelen nord for Limfjorden, var et sammenspil af ødelæggende faktorer, ændrede strømforhold i havet, tørkeperioder, oversvømmelser, der har fjernet muldlag og plantevækst eller dækket arealerne med opskyllet strandsand, voldsomme storme etc. Hertil kommer så menneskers hensynsløse borthugning af træer og krat, hvorved vinden fik frit spillerum og virkede befordrende på sandflugten.

Ikke alene det store forbrug af træ til bygninger, industri (teglbrænding og saltkogning) og brændsel var medvirkende til at ødelægge plantedækket, som holder på sandet og forhindrer det i at fyge, men også det stigende husdyrhold var medvirkende til at ødelægge plantedækket.
Klitstrækningerne var dengang fælleseje, hvor løsgående heste, får og kreaturer afgnavede alle skud og forhindrede på den måde al opvækst og fornyelse af vegetationen.

SANDETS ØDELÆGGELSER

Det var ikke blot huse, gårde og agre, der blev begravet af sandet, også landsdelens kirker led samme skæbne. Det kan måske være svært at forstå, at kirkerne med de svære stenmure ikke kunne modstå sandflugten, men det var småt med kirkegængere i affolkede sogne, og penge var der ingen af til vedligeholdelse. Kirkevejen sandede til, sandet lagde sig i dynger op omkring kirken, så man måtte skovle sig frem til kirkedøren.
Det kunne også være galt med kirkegårdsdiget, således som det hedder om Rubjerg Kirke i 1754,  ”Kirkegårdsdiget må forsynes og oplægges, at Kirken kan være i forvaring for svin og fæ, som undertiden, midt under Gudstjenesten, løber ind og gør bulder til Gudstjenestens Forstyrrelse”. Forfaldet bredte sig, og fem kirker kirker blev siden Sandflugtens begyndelse i 1500- tallet blevet nedlagt på grund af denne. Selv om nogle af disse kirker først er blevet nedlagt i begyndelsen af 1900-tallet, hvor sandflugten var blevet tæmmet, så er det alligevel den, der er årsag til disse kirkers nedlæggelse.

Dog skal det siges, at Vesterhavet også er medskyldig, idet det har nedbrudt kysten, så flere af kirkerne, der oprindelig lå midt i sognet, med tiden er kommet til at ligge nær havskrænten med fare for at styrte i havet, sådan som det er sker med Mårup Kirke